Forskningsnettets e-nyhedsbrev december 2009
Med tredje generation af GÉANT er banen klar for avanceret samarbejde på tværs af Europa og med resten af verden. I den hjemlige andedam er brugerne de vigtigste aktører på banen.
På Forskningsnet konferencen blev der brugt og delt, og Det gyldne Snit blev delt ud til bl.a. virtuelle læringsrum. Tag på julerejse med LOM i virtuelle verdener og skriv hjem om dine rejseoplevelser. Inden jul kan du lige nå at få en sikkerhedsscanning fra Forskningsnet CERT. Deltag i arbejdet eller følg med på sidelinjen, når det gælder mailscanning og antispam. Husk, at Forskningsnettets websted og tjenesterne edumedia og Adobe Connect går i skul til jul fra den 28. til den 30. december 2009. Forinden kan du nå at bestille Forskningsnettets publikationer på papir som julegave til dig selv, kolleger eller brugere ved din institution. Læn dig tilbage og kom op af stolen til webcast, som er på vej fra symposiet Kan man komme i fængsel for at undervise? Og glem ikke at fortælle os, hvad du ønsker dig allermest …
GÉANT3 er lanceret
Tværeuropæiske forsknings- og samarbejdsmuligheder er udvidet med lanceringen af den tredje generation af GÉANT projektet. De nationale forskningsnet er forbundet med GÉANT netværket, som gør hurtigt og tæt samarbejde muligt for 40 millioner brugere. Forskningsnettet leverer den danske forbindelse.
Forskningsnettets tjenester: Hvad mener og ønsker du?
Forskningsnettet har indført ny strategi med fokus på kvalitetssikring af Forskningsnettets tjenester. En kvalitetssikring, som vi gerne vil have dine input til.
Forskningsnet konference 2009
200 deltagere deltog i årets Forskningsnet konference under mottoet ”Brug det – del det!”. Vinderen af lodtrækningen om tre flasker vin i forbindelse med evaluering blev Jørgen Gomme, som vil få præmien tilsendt inden jul. På gensyn næste år til Forskningsnet konference den 16.-17. nov. i Middelfart.
Reportage
Fotos
Tirsdagens program med powerpointpræsentationer
Onsdagens program med powerpointpræsentationer
Det gyldne Snit 2009: Vindere og omtaler
Det gyldne Snit blev i 2009 givet til virtuelle læringsrum fra Business College Horsens, forskningsfortællinger fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, AU, filmvejledninger fra Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, KU, samt webtutorials fra Danmarks Forskningsbiblioteksforening og Danmarks Elektroniske Fag- og Forskningsbibliotek. Forskningsnettet samler omtalerne op.
MEDEA: Hovedvinder
MEDEA er den europæiske version af Forskningsnettets Det gyldne Snit. Ligesom Det gyldne Snit kårer MEDEA innovative måder at bruge video og levende billeder på til undervisning og formidling. I år gik statuetten til Know IT all, en 3D animation fra Storbritannien om it-sikkerhed for elever og lærere i folkeskolen.
LOM nr. 3 på gaden: Turen går til virtuelle verdener
Tag med på en guidet tur til Second Life eller hæv dig op over virtualiteterne i artikler om læringspotentialet i virtuelle verdener. Fortæl os om dine rejseoplevelser, fx inspireret af en virtuel solnedgang.
CERT: Er din institution ikke blevet scannet i år? I kan stadig nå det!
Forskningsnet CERT har som målsætning at tilbyde alle institutioner på Forskningsnettet en årlig sikkerhedsscanning.
Mailscanning og antispam: Interesse for fælles løsninger
Som en udløber af en diskussion omkring mailscanning og antispam i TekRef-gruppen satte man her i efteråret gang i en mailscan-erfa-gruppe. Ideen er, at de mennesker på Forskningsnettets institutioner, der arbejder med mailscan og andre antispaminitiativer, får et sted at mødes. Deltag i arbejder eller følg med på sidelinjen.
Systemarbejde i julen
Webstedet forskningsnettet.dk, edumedia og Adobe Connect går i skjul til jul. De tre tjenester fra Forskningsnettet vil være berørt af systemarbejde på det centrale disksystem fra 28. december til 30. december 2009. Få tilsendt driftsmeddelelser om tjenesterne edumedia og Adobe Connect.
Publikationer: Forskningsnettets tjenester
Find dit foretrukne F blandt Forskningsnettets tjenester. Download og bestil publikationerne som julegave til dig selv, kolleger eller brugere ved din institution.
E-læring og jura: Webcast fra symposium på vej
180 undervisere, bibliotekarer, forskere, jurister og øvrige eksperter deltog i symposiet på Syddansk Universitet den 29. oktober 2009, arrangeret af Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UBVA) og Forskningsnettet. Klaus Bundgård Povlsen optrådte som konferencier under symposiet, som vil være tilgængeligt som webcast på forskningsnettet.dk i løbet af december. Og det vil være tilladt at linke.
Årets sidste poll
Hvad du ønsker, skal du få: Fortæl, hvad du ønsker dig mest af Forskningsnettets e-nyhedsbrev i 2010.
God og sikker tur ind i det nye år!
Charlotte Rosenbeck
Redaktør
Forskningsnettet