Det gyldne Snit 2009: Nominerede

Ni produktioner ud af 22 indsendte er nomineret til Det gyldne Snit 2009 for bedste anvendelse af video, levende billeder, animationer, Flash og lign. til undervisning og formidling. Prisuddelingen fandt sted den 17. november på Forskningsnet konferencen.

De ni produktioner er fordelt på fire kategorier:

Se også:

De ni nominerede inden for de fire kategorier er:

Kategori: Forskningsformidling

Link til produktionens websted

WEBTV Format til forskningsformidling
Kontakt: Nikolaj Høncke Keldorff, nihk @ asb.dk

Producentens beskrivelse
Den enkle målsætning med formatet er, at den forskning, der foregår på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, skal formidles, så den kommer til at skabe værdi i samfund og virksomheder.

De videoer, der er skabt i formatet, er produceret, så de præsenterer kernen i forskernes områder og behandler problemstillinger, der er relevante for erhvervslivet og andre businessinteresserede.

Ideen er, at dette format skal kunne synliggøre forskningen på ASB primært for erhvervslivet let og enkelt gennem korte videoer, hvor forskerne selv præsenterer deres forsknings vigtigste pointer. Med en varighed på 3-7 minutter er videoerne korte og nemme at konsumere. Specielt for en målgruppe med en travl hverdag, hvor tid er vigtig. Et hvidt miljø omkring forskeren skal holde budskabet enkelt, så forstyrrende elementer undgås. Forskerens præsentation understøttes af hovedpointerne, der vises i tekstform ved siden af forskeren, som de præsenteres. På den måde understøttes læringen hos brugeren ved at fokusere på de centrale budskaber fra forskeren, og de visuelle element af læringen understreges.

Link til produktionens websted

AU/DJF – agrikultur
Kontakt: Henning Thomsen, Henning.Thomsen @ agrsci.dk

Producentens beskrivelse
henningthomsen.blip.tv kan ses korte videoer, som beskriver forskningsprojekter  og nogle af faciliteterne ved Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet (DJF) ved Aarhus Universitet.

Ideen med videoerne er at fortælle om og henlede opmærksomheden på den forskning og de faciliteter, som fakultetet råder over.

Kategori: Studieteknik og læringsformer

Link til produktionens websted med info om dvd

Læringsstile
Kontakt: Nikolaj Høncke Keldorff, nihk @ asb.dk

Producentens beskrivelse
En introduktion til læringsstile ud fra Dunn & Dunns model. Det handler om læringsstile for voksne (17+) i uddannelse og organisationer. I filmen gennemgås modellens grafiske udtryk sektion for sektion af Lektor Ole Lauridsen fra LsLab på Handelshøjskolen, Århus Universitet.

Ideen er at give nybegyndere et overblik over modellen, inden man tager hul på at implementere den. Ole har lang erfaring som oplægsholder og har i mange år gennemgået modellen som første led i et implementeringsforløb. 
Ved at lade kursister se videoen igennem på forhånd, kan han opnå komme i en meget mere konstruktiv dialog med dem i de følgende face-to-face lektioner.

Filmen er opdelt 6 kapitler efter modellens 6 sektioner. Hvert kapitel indledes med billeder fra dagligdagssituationer, som vi tackler forskelligt, alt efter vores læringsstile. Optaktsbillederne er underlagt behagelig musik. Efter hver indledning fortæller Ole Lauridsen i et roligt tempo om de fysiologiske, sociale eller f.eks. emotionelle elementer. Optaktsbillederne kan både benyttes som indledning til næste sektion, men også som en mulighed for en ”time out”, hvor man kan reflektere over den information, man netop har fået.

Indledningsoptagelserne er alle lavet hos og rundt om Ole Lauridsen. Han bruger sig selv og sine medarbejdere som model – og viser dermed, at læringsstile vedrører os alle. Også de voksne.
 

Link til produktionens websted

Studieteknik for studiestartere
Kontakt: Rikke von Müllen, rvm @ samf.ku.dk

Producentens beskrivelse
Når nye studerende begynder på universitetet, er der ud over det store faglige pensum en masse andre kompetencer, de studerende er nødt til at tilegne sig for at klare sig godt:
  • De skal kunne planlægge deres egen tid, bearbejde studiestoffet aktivt og selvstændigt og prioritere i de store stofmængder
  • De skal kunne deltage konstruktivt i undervisning og gruppearbejde
  • De skal forstå hele det nye sæt af akademiske kriterier, de nu bedømmes efter.

Da mange nye studerende nok ikke ønsker mere læsestof, har vi gjort studietekniske råd og argumentationen herfor tilgængelig via film på nettet. Så kan de studerende se dem, lige når de har tid og lyst og behov for hjælp. Og fagundervisere og andre, som har brug for at instruere i studieteknik uden at være eksperter heri, kan inddrage filmene i deres undervisning eller krav til forberedelse.

Vi har bygget filmene op med vekslen mellem studerende, der udtrykker bekymringer over og spørgsmål til studieteknik, som vi ved mange studerende genkender, og vores erfaringer og råd, så filmene får karakter af individuel vejledning med en empatisk og erfaren ekspert.

Kategori: Videobaserede undervisningsmaterialer

Link til produktionens websted

Formidling af kulturarven
Kontakt: Axel Bolvig, axel @ bolvig.info

Producentens beskrivelse
Internetbaseret formidling af vores væsentligste kulturarv: kirkerne.

900 speakede videopræsentationer fra ca. 300 kirker online, podcast og ikke mindst download til mobilen via GPS hundreder af højtopløselige billeder med dybdezoom, turforslag og brugerbaseret kommentarer på dansk, engelsk og tysk.

Perspektiv: Herregårde, bymiljø, kulturlandskabet.

Formål: Kulturel trivsel, danmarksbilleder, kendskab til kulturarven, lokal forankring, undervisning.

Tidshorisont: 3 år.

Link til produktionens websted

Stop plagiat nu
Producent: Danmarks Forskningsbiblioteksforening, Forum for Brugeruddannelse, medfinansieret via Programgruppen Mødet med Brugeren, Danmarks Elektroniske Fag- og Forskningsbibliotek
Teknisk produktion: Tekstur og Mosbech
Kontakt: Gina Bay, gina @ psy.au.dk; Tina Pipa, tip @ kb.dk 

Producentens beskrivelse
Stop plagiat nu er en webtutorial for studerende om plagiering/videnskabelig redelighed.

Målet er at eksplicitere de overordnede regler, der gælder for videnskabelig redelighed, så studerende kan sætte sig ind i reglerne, inden deres arbejde bedømmes.

Produktet indeholder "lærebogstekster", øvelser, quiz og videoklip.

Link til produktionens websted

Elena – una joven española (Elena – en ung spansk pige)
Kontakt: Birgit Tengberg, birgit @ tengbergmedia.dk

Producentens beskrivelse
Elena er 16 år og går i gymnasiet i Torrent ved Valencia. I filmen fortæller hun om sig selv, sin dagligdag og sine fremtidsdrømme. Vi møder hende derhjemme, på skolen og sammen med vennerne. Hun lægger ikke skjul på sine meninger, og filmen giver rig anledning til diskussion og sammenligning af spansk og dansk ungdomskultur.

Filmens seks kapitler kan ses hver for sig eller i et samlet forløb – med eller uden spanske undertekster. Samlet varighed 18 min. På www.tengbergmedia.dk kan eleven gratis hente gloser, undertekster samt arbejdsspørgsmål til filmen.

Dvd'en er fra serien ”Espacios visuales – de España” (Tengberg Media). Denne serie er mit eget koncept, en slags videojournalistiske reportager, som er delvis pædagogiske, delvis iscenesatte. Serien er skabt ud fra egne behov som tidligere spansklærer, hvor jeg ofte manglede undervisningsmateriale i levende billeder  med et pædagogisk sigte. Levende billeder skaber motivation for læring, og eleven har nemt ved at forholde sig umiddelbart til dette medie – i modsætning til en tekst, som ofte kan være vanskelig at læse og forstå. Med serien ”Espacios visuales” ønsker jeg at vise sider af det nære i den dagligdag, hvor sproget tales – med vægt på det interkulturelle aspekt.

Jeg udgiver bevidst mine film på dvd. Først og fremmest fordi dette medie er brugervenligt og driftssikkert, og læreren ikke er afhængig af, om skolen har internetproblemer. Desuden råder Tengberg Media ikke over en it-afdeling, der kan skabe en platform for onlinefilm med hvad dertil hører af licensordninger med henblik på salg.

Kategori: Innovationspris

Link til produktionens websted

Multiaerobics project
Kontakt: Jose Cerdan, cerdan @ itu.dk

Producentens beskrivelse
Multiaerobics er et projekt, som sigter mod fysisk rehabilitering og som et værktøj til at hjælpe fysioterapeut, kiropraktor og læge med at give fysiske træningsøvelser på recept.

I dag gives information til patienter mundtligt og med billeder, små foldere, der sigter bredt, video og tekst. Men der er ikke nogen form for dynamisk information, der er målrettet den enkelte patient.

Jeg udvikler et system, som gør en patient i stand til med et par virtual realitybriller at se en figur udføre de øvelser, som fysioterapeuten har valgt. Det kan være svært at tage sig sammen til at lave øvelserne på basis af et stykke papir, når man kommer hjem, og jeg er overbevist om, at Pepé-figuren og musikken kan være med til at øge motivationen for børn og ældre med funktioner som ”real time eksploration” og ”real time feedback”.

Den største udfordring bliver at skabe den 3D-motor, som skal lave træningsøvelser til patienter, og databasen, der skal indeholde mere end 4.000 øvelser, se demo-eksempler på produktionens websted.

Fysioterapeuter vil få mulighed for at skabe deres egne øvelser baseret på min database. De vil være i stand til at danne forskellige sæt af øvelser med forskellig musik, baggrunde, figurernes udseende og deres egne tips til patienterne. Med avanceret motion capture kan man få den bedste grad af realisme i øvelserne.
 

Link til produktionens websted

Media Learning
Kontakt: Inge Knudsen, ik @ bchorsens.dk

Producentens beskrivelse
Virtual Learning: Det drejer sig om forskellig læringsmiljøer i Seond Life.

Jeg har udviklet forskellige virtuelle læringsplatforme, som Second Life har.  I den forbindelse har jeg bygget læringsmiljøer. Mine ideer spænder vidt, og jeg håber meget, at jeg får lejlighed til at vise jer nogle af miljøerne. Det drejer sig om f.eks.:

  • Afhjælpning af fobier
  • Indlæring af tegnsprog for døve
  • Genoptræning af sprog efter f.eks. en hjerneskade
  • Sprogundervisning
  • HR-opgaver
  • Simulering for SOSU-studerende
  • Eksamenstræning
  • Service m.m.

Undervisning kan foregå synkront eller asynkront og kan være traditionel eller moderne (kollaborativ e-læring). Der er såvel simulationsøvelser som opgaver af forskellige art.

Jeg oplever, at der i forskellige undervisningsforløb ofte er mangel på tid til at implementere det lærte.  Således kan der arbejdes mere dybdegående med emnerne for at indarbejde rutine, som kan være med til at spare tid og skabe større deltagertilfredshed.

Jeg har over 300 timers international undervisningserfaring i Second Life og stor brugererfaring. Jeg underviser folk fra hele verden; herunder Kina, Sydamerika og Mellemøsten, samtidig med at jeg er supervisor for andre undervisere. Min motivation for dette er dels at udvikle mig fagligt, dels at skabe et internationalt netværk til bl.a. sparring.

Jury

Juryens bedømmelseskriterier
Juryen vil uddele en række priser og først og fremmest bedømme produktionerne på deres:

  • Didaktiske/formidlingsmæssige kvalitet
  • Udnyttelse af videomediet
  • Praktisk anvendelighed.

Desuden vil der blive skelet til de æstetiske og tekniske kvaliteter.

Derudover vil juryen tildele en pris for den mest nybrydende didaktiske og/eller tekniske integration af video, levende billeder, animationer, Flash og lign. i et undervisningsforløb.

Jurymedlemmer
Juryen består af:

  • Lars Bo Kimergård, filmklipper og producent, Kimer Film
  • Bent B. Andresen, forskningsleder, Institut for didkaktik, DPU, Aarhus Universitet
  • Claus Brabrand, lektor og filminstruktør, IT-Universitetet i København
  • Preben Andersen, chefkonsulent, UNI•C
  • Helle Meldgaard, projektleder, UNI•C

Kontakt
Helle Meldgaard
Tlf.: 89 37 65 59